Om eftermiddagen stod hun op, og gik ud og spaserte på koridoren. Et øjeblik efter var frk. Thomsen der, og tog hende under armen.
«Ja er De nu også vis på at De forstår det angsammen,» begyndte hun, og stak sit ansigt tæt op til Elses. «Der er altså 3 forhold: det kristelige, det ægteskabelige, og det blodige.»
«Ja,» nikked Else.
«Og jeg er et fænomén, det véd De. Ikke?»
«Jo.»
«Men tænke sig hvordan de bæster har pingt mig med det blodige forhold,» frk. Thomsen tog et fastere tag i Elses arm. «Der har de gåt og snugset i min seng, og slåt vingduet op midt om vingteren, og engang laved de et kors på skrivebordet derinde. Hvad sygnes De?»
Else vidste ikke hvad hun skulde «sygnes». Overlægens ytring at frk. Thomsen var idiot og aldrig blev anderledes, som dengang havde stødt hende, vidste hun nu, var den fuldkomneste sandhed. For nogle dage siden havde Else git efter for frk. Thomsens altid tilbagekommende, og altid mere og mere indtrængende anmodninger om at spasere i haven, og da frk. Thomsen først havde fåt Else for sig selv dernede, var det som om alle sluser for hendes forvirrede forestillinger brast. Om ikke Else vidste hvad
