Else, og om den gamle smale mund lå et underfundigt smil.
«Nej, man siger jo, at ingen i verden kan være så snedige som de sindssyge,» svarte Else, der næsten ikke kunde bare sig for at le.
Konen kneb øjnene sammen og nikked med det samme underfundige smil, mens hun ugenert stirred Else ind i ansigtet. Hendes mine sa: Mig narrer Du ikke.
«Hvor er vi nu?» spurgte Else.
«På Kongevejen. Der henne ligger den gamle store park,» konen pegte ud gjennem det venstre vognvindu.
Den gamle store park. – – Der havde Else gåt med Knut paa klare, varme sommerdage, og de havde siddet deroppe på udsigten, og sét nedover byen. Og hun havde vært så lykkelig ved at gå der, fordi hun gik der med Knut, og fordi den gamle store park et par små steder minded lidt om hendes hjemland.
«Har det hændt at de forsøgte på at undvige de, som De kjørte med?» spurgte Else.
«Ok ja. Mange gange.»
«Men det er vel aldrig lykkedes?»
«Nej. For det er jo umuligt. Her er jo jeg – ja, før var jeg så rask tilbéns, at selv om de syge løb hurtig. – Og så er der jo en
