han kom og sa at hun var fri fra fængslet og kunde drage hvorhen hun vilde. For glæde og sindsbevægelse kunde hun ikke sidde stille, men måtte rejse sig op, og gå på gulvet.
«Kom ned med i haveng,» lød en gjennemtrængende hvisken bag Else, der hastig vendte sig om. Døren var bleven lukket op på klem, og frk. Thomsens hattehode stak ind.
Else vilde ikke.
«Kom ned med i haveng,» gjentog frk. Thomsen, og fortrak ansigtet som hun plejed når hun talte. Så skal vi blæse det rakkerpak et stykke.»
«Vil ikke, he? Vil ikke?» frk. Thomsen satte op en ynkelig mine. «Kom ned med i haveng,» begyndte hun så igjen, og gjentog opfordringen 3–4 gange inden hun omsider lukked døren, og gik.
En stund efter kom dr. Sejer med nogle tandlægegrejer i hånden. Efter at ha spurgt om Else nu ikke havde skiftet mening, og var lykkelig ved opholdet, tog han oppe ved vinduet fat på at undersøge tanden. Begge hænderne stak han ind i Elses mund uden at bruge serviet. Han pirked og grôv i tanden med et skarpt instrument, noget af plomben var faldet ud, sa han. Så putted han ind en grå klump, som
