anden holdt hun ud fra sig, og bevæged den op og ned som en svømmende hunds forpote.
Else gik lidt nærmere for bedre at kunne betragte dette afskrækkende syn, men fik i det samme et dask i ansigtet af den brune klamme hånd, hvis berøring minded om en skrubtudses.
Med et dæmpet skrig fôr hun tilbage, mens skikkelsen uforstyrret fortsatte sin gang, og forsvandt gjennem en dør nederst i korridoren.
I det samme kom Maren tilsyne henne ved trappegangen, bærende et fad med en stor stabel smørrebrød.
«Jeg har sét et frygteligt menneske!» udbrød Else, og gav sig til at fortælle.
«Det er bare frk. Hahn. Hun går altid sådan med hænderne fordi hun er blind.»
Else vendte sig for at gå tilbage til sit værelse men husked så, at hun var gåt ud for at finde Maren, og spurgte i en ærgelig tone om vandet og håndklæderne. Hun vilde nødig klage til frk. Schrader, sa hun, men på denne måde blev hun jo nødt til det.
«Nej,» sa Maren, og så op med et så vindende smil at Elses misstemning blæstes bort i det samme. «Nu skal jeg hente det, og så skal jeg ikke glemme det mere. Det lover jeg fruen.» –
