Schrader havde på Elses anmodning straks git tilladelse til det, og i Elses påhør sagt Maren besked. Skulde hun som de andre morgener hjælpe sig så godt hun kunde med den ene lille kande vand, og det ene smale håndklæde, og så atter i aften påminde Maren?
Nej, så vilde Maren ganske sikkert bli ved med at glemme det.
Hun åbned døren og råbte på Maren, men ingen svarte.
At der da heller ikke fandtes en klokke. Sligt bryderi det var at få fat på en af pigerne!
Hurtig kasted hun slåbrokken på sig og gik gjennem sin egen korte gang ud på den lange korridor.
Dèr kom en underlig skikkelse hende imøde, en tynd liden kvinde i mørk bomuldskjole, som holdtes sammen under brystet med flere rader trækkebånd. På hodet havde hun en slags hue, hvorunder det grå hår hang tjafset ned. Ansigtets hud minded om skrumpent, mørkebrunt læder, og var besat med store, sorte vorter. Øjnene var udsprængt af sine huler, og så ud som vilde de i næste nu trille ned over kinderne. Munden stod åben, og en tyk tunge førtes uafladelig frem og tilbage fra mundvig til mundvig. Den ene hånd strøg hun famlende langs væggen, den
