hurtig tog hun sig sammen og sa: «Det har aldrig hændt, at patienter har vært her så kort en tid.»
«Ja men når jeg nu ikke er sindssyg,» gråd Else.
«De kan måske alligevel ha godt af at være her, fru Kant,» frk. Schrader vugged sagte frem og tilbage i gyngestolen, mens hun stødte spidsen af sin lille højvristede fod mod gulvteppet i takt med stolens bevægelse.
«Nej!» råbte Else. «Jeg har ikke godt af at være på et sted, hvor jeg pines og lider. Nej, nej! Der er ingen, som påfører mig pine og lidelse her,» fortsatte Else da hun blev vâr frk. Schraders misfornøjede mine. «Tro endelig ikke at jeg mener det. Tværtom. Dere er alle så uendelig snille mod mig. Men alligevel. Bare det at jeg umulig kan komme til kræfter sålænge jeg ikke sover. Og for at sove må jeg føle fred i mit indre. Og for at føle fred må jeg være på et sted, hvor jeg er med min gode vilje.»
«Vi har dog havt mange fornuftige patienter, som har vært glade ved at være her», sa frk. Schrader. Så fortalte hun hvordan det var gået med den og den på en så livlig og malende måde, at Else følte sig fængslet.
