«Må jeg hilse på Dem?» spurgte hun, og brast ud i en dæmpet latter.
«Ja,» sa Else betuttet. Hun havde sét et glimt af damen et par gange før, vidste at hun bôde på den store koridor, og at hun hed fru Winther. «Vil De ikke sætte Dem?»
«Hvor skulde jeg sætte mig?» Damen lo igjen, så hun rysted. «Her er jo så snævert at en ikke kan gå forbi Dem. Det skulde da være i sengen.»
«Jeg kan jo flytte gyngestolen op til sofaen,» foreslog Else, men blev dog stående med hånden på gyngestolens ryg.
«Alting er rundt,» sa fru Winther, og pegte på gaskuplen, og alting går rundt, rundt, rundt,» hun lo igjen med sin dæmpede, stærke latter; øjnene fyldtes med vand, som løb ned langs de brede, røde kinder.
Else vidste ikke hvad hun skulde svare, og forsøgte at le lidt med.
«Og vil De tænke Dem til,» vedblev fru Winther, «nu har Eriksen fundet på at jorden også skal være rund. Jeg véd ikke hvad De synes!» fru Winthers latter blev nu så voldsom at hun stønnende måtte holde sig på maven.
«Ja men jorden er jo rund,» forsøgte Else, da fru Winther omsider hørte op at le.
