gaves der lov og ret: forhør, frikjendelse eller domfældelse. Men for hende? – Hun tilhørte nu en kaste, som samfundet ikke regned med.
Gjennem vognvinduet opfanged hun et glimt af en aldrende, zirlig og proper, men fattig klædt herre, som hun mange gange før havde truffet i denne samme gade. Han brugte altid at gå med ludende hode og hænderne sammenlagt på ryggen. Ret som det var, plejed han at stå stille, at rette nakken, og at se frem for sig med et blik, der intet så. Og så snakte han med læberne, lydløst, og virred lidt med hodet. Else havde tit iagttat ham i nogle skridts afstand, og tænkt at han var en ulykkelig, en, som livet havde pint og brudt istykker, men ikke gjort ond. For hans øjne var så milde og døde.
Bare ikke Hieronimus nogensinde fik fat på ham! Sådan en særling vilde Hieronimus naturligvis straks putte i celle. Og så vilde det være forbi med manden for bestandig. For kræfter til at udholde bare de rent fysiske pinsler i det Hieronimuske helvede havde stakkeren sikkert ikke. Langt mindre da den afgrundsonde tanke at være berøvet friheden, og at bli holdt indespærret i et galeshus.
Sådan en særling – –
Var Hieronimus ikke selv en særling? – –
