«Han skal bruge tøfler. De har at påse, at han bruger tøfler og går stille.»
«Jeg skal nok sige det til ham, hr. professor.»
«De skal stå inde for alt dette. Det er Deres bestilling. – Hvordan var det så med fru Kant? Hun gjorde jo store spektakler, da hun kom?»
«Å, det var nu ikke så slemt, hr. professor.»
«Var det ikke slemt», bed Hieronimus af. «Vist var det slemt. Jeg véd det jo også fra reservelægen.»
«Men jeg har jo forklaret Dem», begyndte Else, der havde rejst sig op i sengen og så på professoren med store øjne.
«Nej, det var virkelig ikke så slemt», kom frøken Stenberg hende til hjælp –
«Hvorfor lod De hende da komme på den urolige gang?» sa Hieronimus skarpt og affejende.
«Hun havde så meget imod at dele værelse» –
Hieronimus lod hende ikke tale ud. «De behøver ikke at undskylde Dem. Det var rigtigt, hvad De gjorde. Nå, siden har der jo ikke været noget», han vendte sig for at gå.
«Skal jeg bli her en nat til!» råbte Else angst og bønfaldende. «Å nej, hr. professor, De må ikke la mig bli her en nat til!»
