og om gasmanden, der tramped, og skridtene, der gik, og om det altsammen.
Hieronimus fôr op fra stolen og var i et nu borte i døråbningen.
«Frøken Stenberg!» kaldte han.
Frøken Stenberg kom øjeblikkelig tilstede.
«De véd, jeg så ofte har sagt, at her skal tages hensyn og være ro også på denne afdeling», sa Hieronimus strengt. «Patienterne klager ofte over døre, som smælder, og vinduer, som slår.»
«Det er pigerne, hr. professor.»
«Jeg har kun Dem at holde mig til. De må få pigerne til at lystre. Det er Deres sag.»
«Jeg kan skam ikke, hr. professor.»
«De skal. Og nu vinduerne – er der kroge, som mangler?»
«Ja, der mangler nok kroge et par steder.»
«Det er dog for galt. Sådan en uorden! Hvorfor siger De ikke til?»
«Jeg har skam sagt til, hr. professor.»
«De behager ikke alene at sige til, men også stå inde for, at det blir gjort. Forstår De?»
«Jo, hr. professor.»
«Så er det gasmanden. Går han med støvler?»
«Ia, jeg tror nok, han går med støvler, hr. professor.»
