skjændte og trued, mens de tumled om og slæbte en nedad gangen.
«Hvem vover at røre ved mig!» hørte Else. «Jeg skal slå alle dem, der kommer mig nær, sønder og sammen! Hvor er min mand, Carl, Carl! hjælp, hjælp, frels mig, hører Du. Carl! Å gud, å gud! Mor, mor! I har ikke lov til at ta tøjet af mig! La' mig være, la mig være!» Det holdt længe på. Omsider blev det stille. Så hørte Else den skingrende stemme kalde: «De dame derude!» og spørge efter professoren, og da frk. Stenberg havde svart, skreg stemmen: «Ja, I kan tro, jeg skal klage for professoren. Han er da vel en dannet mand, som véd, hvad man skylder en dame!»
Else frøs af skræk og medlidenhed. Ak, ja, professoren. – Bare han dog kom engang.
Endelig kom han, fulgt af frøken Stenberg. Som den første morgen gjorde han Else nogle almindelige sygespørgsmål, og vilde gå igjen, men Else bad om at måtte få tale alene med ham.
«Om et øjeblik», han vimsed ud så fort, at den lange, hvide kittel flagred ham om benene. Nogle minutter senere kom han tilbage og satte sig ved Elses seng.
«Jeg vilde så gjerne forklare Dem det med
