gang og kom kun ind et øjeblik for at se til Dem. Nu må jeg gå.» –
– En stor dorsk flue surred ustanselig henne over dørkarmen, og søgte forgjæves at trænge gjennem ståltrådburet om det slukte gasblus, hvor en smal solstribe spilled i regnbuefarver. Else fulgte dens bevægelser med sine trætte øjne og tænkte på, hvor dum den var, som ikke ganske rolig satte sig et sted og vented, til vinduet blev lukket op. Så kunde den jo flyve ud og ha sin frihed. – Frihed – aldrig var det faldt inde, for en verden af lykke det ord rummed. I forgårs gik hun frank og fri omkring, uden at føle taknemmelighed for det. Så var det da evindelig sandt, at alle goder først fik sin rette værdi, når de var tabte. Pludselig gjorde fluen højre om og fløj lige mod hendes seng, og i næste nu så hun den dale ned over sit ansigt. Med rædsel slog hun fra sig og traf fluen, der faldt på gulvet, hvor den krøb om og forsvandt.
Da stuegangen kom, bad Else om lov til at stå op.
«Hvad vil De op for?» spurgte reservelægen. «De har det jo meget bedre i sengen.»
«Men det er jo oprørende, når jeg ingenting fejler. Hvordan skal jeg dog få tiden til at gå!
