VIII.
Nå, nu var det altså morgen. Dørene smælded, og vinduerne sloges op, og trækvinden suste gjennem cellen. Konen med vandspanden og vaskekluden rumsterte på gangen, og frøken Suenson fôr til og fra, i endeløst hast, bragte vaskevand og the, hjalp patienterne og gjorde rent i cellerne. Frk. Stenberg gik rundt og så til patienterne, og alt var som den foregående morgen.
Else lå stille på puden med lukkede øjne og hænderne foldet over brystet. Trætheden kjendtes som en lammelse i legemet, og det snurred og isned i blodet. Ak, om hun kunde fåt en halv times slummer. Men det var umuligt. Enten skreg de syge op, eller der var skridt på gangen og nøglerassel og lyd af døre, som lukkedes op og sloges i. Men iaften, iaften når Hieronimus kom – – Nu var klokken vel otte, fra otte til tolv var fire, fra tolv til halv syv var elleve og en halv. Elleve og en halv time! – – Ja, herregud, det var vel ikke så farligt.
«Hvordan går det, fru Kant?» Det var frk. Hansen med madonnaansigtet, som spurgte.
«Spørg mig ikke, snak ikke til mig,» sa
