havde naturligvis fortalt professoren det. Nej, Else vidste hverken ud eller ind.
Men når nu Hieronimus kom imorgen aften, skulde hun tale indtrængende med ham. Og roligt. Se til at få bortfjernet den misforståelse, der nødvendigvis måtte være tilstede. Så kunde hun da idetmindste være sikker på, at dette var den sidste nat i celle. Hun klynged sig krampagtig til denne tanke. Hun blev ved at gjenta og gjenta alt, hvad hun vilde sige, hun lærte det udenad. Hun tænkte sig, hvad Hieronimns vilde svare, og hun formed hans ord i omhyggelige sætninger. Hun fik tårer i øjnene af længsel efter ham, af godhed for ham, denne mand, der var så klog og så human, hvis liv og kræfter var viet de ulykkeligste blandt hans medmennesker, dem, han ikke vidste, hvad godt han vilde gjøre. Ja, imorgenaften, imorgenaften vilde forløsningen komme. Hun vilde få et roligt værelse på et andet sted, hvor hun intet kunde se og høre til al denne larm og jammer, hvor hun kunde leve fredeligt som rekonvalesent med en af disse gode sygeplejersker, og daglig få tale med Hieronimus. Tålmodighed, tålmodighed – denne dag gik vel også. Det gjaldt at samle alle sine kræfter og al sin energi på det at ville holde ud, til Hieronimus kom.
