gode var der: Sålænge hun hvirvledes rundt på disse bølger af angst, hosted hun ikke.
Ligesom den foregående nat blev patienterne noget roligere henad morgenen, og straks begyndte Else at hoste.
Og så tænkte hun på professoren. Hun kunde ikke forstå, at han, som var læge, og til hvem hun havde henvendt sig for at søge råd og hjælp, lod hende ligge her, udsat for disse sjælesønderrivende rystelser. Han vidste jo, hvor søvnløs hun havde vært, og hvor vigtigt det var, at hun fik ro til at sove. Hun blev bebehandlet fuldstændig paa samme måde som de gale, og for hende, der ikke var gal, blev det jo værre end at være på en straffeanstalt.
«Nej men fru Kant, nu trode jeg da, at De sov,» frøken Suenson havde listet sig ind og stod foran Else.
«Selv om her et øjeblik er stille, så har jeg jo denne hoste,» svarte Else.
«Det har jeg såmæn ikke lagt mærke til. Her er jo sådan en spektakel.»
«Kommer professoren imorgentidlig?»
«Nej, det er reservelægen. Professoren kommer først til aften.»
Atter faldt fortvilelsen stentung over Else. En hel dag til skulde hun altså være her. Dødtræt,
