«Kan jeg ikke få slippe for at ta det? Jeg sover så ikke alligevel.»
Sygeplejersken holdt miksturen hen til Elses mund. «De må aldrig sige nej til noget her. Det er det bedste for Dem selv.»
– – Så begyndte rædslerne fra den foregående nat. De samme hyl og hvin, de samme smæld og slag, den samme rasende, af umenneskelige brøl gjennemflængede skjælden og banden fra deliristerne nedenunder. Else sad hvert øjeblik oprejst i sengen og stred med sin angst. Hvergang frøken Suenson så ind til hende, følte hun som en lise, og bad hende altid om ikke at gå fra hende.
Klokken lidt over 11 kom reservelægen.
«Nå, De sover ikke?»
«Professoren sa, at min mand ikke kom imorgen heller,» sa Else. «Tror De ikke, det var hans spøg?»
«Slå Dem nu bare til ro, fru Kant. Hvad vil De være så utilfreds for?»
«Utilfreds! Men forstår De da ikke, at jeg pines tildøde her?»
«De skal værsgod sove. Så pines De ikke.»
«Sove! Hør, hvor de hujer og hyler. Og er her et øjeblik stille, så ligger jeg og hoster.»
«Hvad er nu det for en indbildning? Lad
