forresten bare ikke ind, at De ikke kan sove. Hvad skulde være i vejen? De ligger jo godt, og har det udmærket i alle henseender. Jeg kigger ind til Dem, når jeg går natstuegang.»
Frøken Hansen tog bort bakken med aftensmaden, the og bart smørrebrød, som Else ikke havde rørt.
«Hvor det dog er synd, at De ingenting spiser,» sa hun.
«Jeg kan ikke få det ned,» svarte Else.
Så blev der gjort istand til natten, og alt gik til nøjagtig som den foregående aften. De blåtøjsklædte skikkelser forsvandt fra gangen. Gasblussene skruedes ned, frøken Stenberg gik aftenrunde i cellerne, og frøken Suenson indfandt sig til nattjeneste.
«Hvordan har De havt det idag?» spurgte hun.
«Forfærdeligt,» sa Else og greb begge hendes hænder.
«De var så vis på, at De ikke skulde være her idag,» sa sygeplejersken og smilte sørgmodig. «Kan De se? Forresten havde jeg tænkt, at De var blet flyttet.»
«Hvordan tror De, natten blir, frk. Suenson?»
«Som sædvanlig, naturligvis. Her er Deres sovemikstur.»
