mor stod foran sengen med de rene, magre hænder foldet om det hvide, sammenlagte klæde, og rysted sit gamle natkappehode som i taknemmelig undren. «Så rent og godt; men vi får inte kaffe – nej, vi gjør inte.»
«Vi få at se, vi få at se.» – Nej, men det måtte jo være hans spøg. – Ja naturligvis, naturligvis. Else blev ved med at slynge fingrene sammen så hårdt, at det knaged i ledene.
Men spøge på et sådant sted? – På denne afdeling, som de kaldte det. – Og Hieronimus – han så ikke videre spøgefuld ud. Og desuden så vidste han jo, at hun ikke kunde ha godt af at ligge der og – –. Nej spøg var det ikke.
Nej, men han vilde kanske sætte hende på prøve – se, hvor tålmodig hun kunde være? – Å nej snak, det var jo dog ikke en opdragelsesanstalt hun var kommen ind på.
Men hvis nu Hieronimus tog sin opgave sådan? Hvis han gik omkring med en brændende trang til at hjælpe og reformere, skaffe tilveje resultater, der skulde hensætte menneskene i beundring, og være for ham selv en spore og et bevis for, at han fortjente det navn, han havde? Hans måde og udseende var så påfaldende pædagogisk
