«Nej,» hvisked Else, og overvældedes af gråd.
«Er han en god ægtemand, en omhyggelig far? Har han ikke git Dem grund til skinsyge?»
«Nej. Det er en udmærket mand i alle retninger» fik Else fremstammet. «Men han havde lovet at komme idag.»
«Han har også spurgt til Dem,» sa Hieronimus og talte endda fortere end ellers.
«Hvorfor kom han da ikke ind til mig?»
«Han måtte ikke for mig. De får jo noget at sove på, ikke?» Hieronimus gik mod døren.
«Måtte ikke – men hvorfor? Kommer han imorgen da?» Hun sad oprejst i Sengen og råbte efter Hieronimus.
«Nej, ikke imorgen,» lød det fort og koldt fra Hieronimus.
«Når da?»
«Vi får at se.» Hieronimus var borte.
VII.
«Vi får at se, vi får at se,» blev det ved at suse for Elses øren, mens hun uafladelig knytted fingrene sammen og løste dem igjen. Å hvor det gnaved derinde i brystet.
«Her er et dejligt sted at være på,» bedste-
