og satte med korte øjebliks mellemrum noget fra sig, der hårdt smældte mod væggen. Samtidig blev skodderne slåt for vinduerne, og et gult lys flød ind. Straks efter fik hun forklaringen på de trampende skridt og de hårde smæld. Det var en mand med en stige, som tændte gasblussene over celledørene.
Så med ét vimsed professor Hieronimus ind. Har var i overfrakke og spaserestok, og Else blev straks ilde tilmode over det hastværk, han syntes at ha. Alligevel gik der som en stråle af håb igjennem hende.
«Gudskelov, at De kom,» sa hun.
«Jeg håber, De befinder Dem bedre nu,» begyndte Hieronimus med sin spinkle, blege stemme.
«Nej», sa Else, «hvordan skulde jeg dog kunne det? Her er så skrækkeligt.»
«Skrækkeligt! Her er tværtimod meget rart.» – Hieronimus' tone var belærende. «De skal bare synes her er rart, så er her også rart. De har været dårlig i det sidste – ikke?»
«Jo,» svarte Else. «Men her kan jeg ikke bli bedre.»
«Det har nok ikke vært så godt mellem Dem og Deres mand. Har De ikke noget at klage over, noget at bebrejde ham?»
