ildsluer. Ha klart og levende i sig, hvordan det skulde være, og så – –
Denne kamp mellem det, hun vilde male, og det, hun malte, skabte et sammensurium af elende, der grov sig ind i hendes hjerne, filtred sig om alt, hvad hun hørte og opleved, lammed hendes energi og knækked hendes vilje. Gjorde hende dertil så urimelig og vanskelig at omgås. Hendes stakkels mand – så oprevet og fortvilet som hun var – ja fortvilet indtil døden, fordi hun måtte, måtte få sit arbejde færdigt, og så sin uformuenhed frygteligere og sikrere for hver dag, som gik.
Hun satte sig på en puf, foroverbøjet med albuerne på knæerne og ansigtet skjult i hænderne, og mens hun rokked frem og tilbage, gråd hun med en dæmpet, jamrende hulken, der af og til afbrødes af en heftig hoste.
Hvad kunde det også nytte, om hun kom bort en tid, hvorom hun af og til havde talt med sin mand. Hun tog jo sit indre med sig, sin kval og kvide over det ufuldførte arbejde, sin længsel efter mand og barn, den dejlige lille gut, som hun ikke kunde undvære en dag, uden at føle et nagende savn. Og så havde hun heller ikke råd til at rejse, ikke råd til nogen
