De er rolig. Vi skal nok bli gode venner, skal De se. Nu må De spise.»
«Jeg kan ikke.»
«Å jo lidt – ikke?» hun la hodet på skjæve og smilte endda mere.
Også frk. Stenberg kom og snakte venligt, og bad hende spise. Men Else rysted hodet og bare vented på professoren.
Ude på gangen ved det gule bord, som stod lige foran Elses døråbning, sysled en af de hvide herrer med nogle høje, klare apothekerglas, som han fyldte med forskjellig farvet vand. Den unge pige med det tunge hode og de hvide uldsokker vandred som den foregående aften svinglende frem og tilbage, og gamle rene bedstemor kom nu og da tilsyne, pludrende og nikkende.
Tiden gik, men Hieronimus viste sig ikke. Og heller ikke Knut. Febrilsk lytted Else efter skridtene derude fra, om hun ikke skulde kunne kjende sin mands.
De syge havde forlængst tat fat med at larme igjen. Skingrende hyl, vilde hvin, sparken, trampen, skjælden og smælden brød hvert øjeblik ind til hende. Else begyndte at skælne det udtryk, hver enkelts særskildte jammer havde.
– Der blev bragt middagsmad, og Else fik vide, at klokken var 3. Fortvilet brast hun i
