ud. «Jeg vidste ikke, at det var forbudt, og jeg var så angst, at jeg måtte.»
«Tror De, her blir stille nu da?» spurgte Else, da hun atter lå i sengen.
«Jeg har jo sagt Dem, frue, at her aldrig er stille på denne afdeling.»
Hun havde neppe talt ud, før der nedenunder pånyt begyndte en rasen og larmen værre og vildere end før.
Else var ved at fortvile.
«Å bliv herinde, snille frk. Suenson! Bliv endelig herinde.»
«Nej, nu skal jeg ud og ha min middagsmad. Vi sover jo om dagen, når vi har nattevagt, så må vi spise om natten.»
«Hvad skal De ha inat?»
«Suppe og kjød.»
«Å, giv mig lidt med.»
«Det tør jeg ikke.»
«Men jeg er så frygtelig sulten. Jeg kunde ikke smage smørrebrødet, de før satte ind til mig. Bare en bitte, liden smule. Der er jo ingen, som får vide det.»
Men det var forgjæves. Frk. Suenson forsikred bedrøvet, at hun ikke havde lov til det.
Og hun havde heller ikke lov til at være så meget derinde, tilføjed hun.
