udenfor natkappen, stod dér og skar ansigter.
«Nå da,» sa frk. Suenson ærgerlig og skyndte sig hen til skikkelsen, som hun førte bort.
Else la sig tilbage i sengen og gråd stille.
Lidt efter kom en undersætsig, sorthåret kandidat i hvid lærredsfrakke og satte sig hos Else. Han begyndte at udspørge og undersøge hende.
«Er der ikke nogen, som vil gjøre Dem ondt?» spurgte han.
«Nej,» svarte Else og bed sig i læben for at stagge gråden. Hun kunde ikke forstå, hvad han mente, men fortsatte dog: «Der er ingen, som vil gjøre mig ondt. Mener De kanske hernede?»
«Forfølger og efterstræber Dem? Ikke?» vedblev kandidaten i forståelsesfuld tone.
Han tror, jeg er gal, tænkte Else og vendte hodet bort.
Kandidaten blev ved med at banke hende på brystet og lytte med et rør, mens han spurgte og spurgte. Endelig var han færdig.
«Er De derude, frk. Suenson!» råbte Else halvhøjt, da lyden af kandidatens skridt var døet hen på gangen.
«Ja, jeg sidder her og læser,» frk. Suensons
