godnat: «Jeg vil gjøre alt for Dem, fru Kant» – hun strøg hende over håret. «Bare De er rolig og god.»
«Tak,» mumled Else og så forhærdet frem for sig.
Nu var der ganske stille. Gasblussene var nedskruet, og en ung, fintbygget dame med en svær, blond nakkeknude gav Else sovemikstur.
«Hvor her er mange sygeplejersker,» sa Else forundret. «Er det Dem, jeg får mest med at gjøre?»
«Ja om natten, sålænge jeg har vagt. Om dagen blir det Thorgren, som De før så.»
«Er her stille om nætterne?»
Sygeplejersken smilte: «Nej fru Kant. På denne afdeling er der aldrig stille. – – Der hører De selv.»
Nogle vældige smæld, som om noget hårdt med kraft blev kastet i gulvet, lød ind til dem, og sygeplejersken løb ud.
Else havde følt de hårde smæld som legemlig smærte. Hun satte sig hændervridende op i sengen, mens hun lytted til den jamrende klage, der var fulgt efter smældene. Klagen kom fra en gammel, brudt og pibende stemme, og ind imellem hørtes den unge sygeplejerskes beroligende tyssen.
