Else vendte sig mod den åbne dør, hvor flere af skikkelserne i det løse, blå bomuldstøj nysgjerrigt havde stillet sig op.
«Det er bare patienter.»
«Kan de ikke lukke døren, frk. Stenberg?»
«Det er imod reglementet.»
Else klædte af sig og la stykkerne på sengens fodende. Så spurgte hun efter sin vadsæk.
Frk. Stenberg tog klædningsstykkerne over armen og gik med dem, mens Else krøb sammen på kanten af sengen, skjælvende og hostende i det bare linned. Hun støtted albuerne på knæerne og ansigtet i hænderne, og græd fortvilet. Så hørte hun sagte puslen og en blidt snakkende stemme. Hun løfted ansigtet. Der stod den rene gamle kone og den unge pige med de hvide uldsokker og det tunge hode et skridt borte, og betragted hende. Da Else så op, gjorde pigen den forrige grimase og skjulte ansigtet bag armen, mens hun fornærmet svajende med overkroppen vendte ryggen til. Men den gamle rene kone trådte tæt hen til Else, luded sig ned til hende og hvisked blidt: «Han holdt så meget af kål, min svigersøn, og så var det det, at jeg skulde passe de små, for jeg heder bedstemor – ja såmæn, og kålen stod der og
