varsomt om den syge kvinde, og slæbte hende ned over gangen.
«Frk. Stenberg!» kaldte en forskrækket stemme etsteds fra, og frk. Stenberg skyndte sig afsted.
Else gik ind i sin celle og gav sig til at trave på gulvet. Hvad var dog dette for et sted, hun var kommen til? Hun pressed hænderne mod de feberhede tindinger, og onde tårer fyldte hendes øjne. Og her skulde hun være i hele nat, mellem gale. Mellem gale altså! Knut kom først imorgen, og til da måtte hun holde ud. For det lod ikke til, at de vilde slippe hende ud igjen. Men kanske når reservelægen kom? Han vilde naturligvis straks sige, det var en misforståelse, og bringe hende andetsteds hen. Bare dog professoren selv var kommen. Å, hvor hun længted efter at få tale med ham. En hel nat på dette sted! Hvordan skulde det dog gå hende? Gudskelov, at hun havde tat hostedråberne med, så kunde hun da skaffe sig lidt søvn. Hun famled febrilsk i sin kjolelomme og fik fat på en liden flaske, som hun tog proppen af og førte til munden.
I samme øjeblik kom den firskårne sygeplejerske, som frk. Stenberg havde kaldt Thorgren, farende, greb Else bagfra om armene, og
