Else vendte hende indigneret ryggen. Frk. Stenberg stod jo og gjorde nar af hende. «Er der da ikke et bedre værelse,» spurgte hun, idet hun gik ud på gangen, og så ind i de øvrige rum med de åbentstående døre. De var alle nøjagtig ens, en seng midt på gulvet og et lidet natbordsskab. I en af sengene lå et gammelt udtæret væsen med et pergamentgult mumieansigt og indsunkne øjne. Hun løfted langsomt armene, da Else viste sig på tærskelen og fremstammed noget, der lød som en anråben om barmhjertighed. I en anden seng sad et yngre fruentimmer med vilde, skræmte øjne og armene slynget om de optrukne knæ. Hun rokked med overkroppen og udstødte en dump lyd.
Celler, gik det pludselig op for Else. Hun var altså på celleafdelingen. Men det var der jo ingen mening i.
«De ser, her er ens overalt», lød frk. Stenbergs stemme bag hende. «De har fåt det eneste rum, som ikke er optat».
«Men her kan De dog umuligt ville anbringe mig», sa Else. «Det er jo celler, og jeg er ikke sindssyg».
«Nå ja, vi får at se.»
«Kan jeg ikke få tale med professoren?»
«Jo, imorgen tidlig. Reservelægen kommer
