da Else gik forbi. Pludselig slog hun nogle høje klare triller, hvorpå hun gav sig til at hulke hysterisk.
«Her,» sa frk. Stenberg og trådte indenfor en af de åbne døre.
Else fulgte efter og blev stående med et stivt og stirrende blik. Midt i det aflange rum stod der en jernseng og ved dens hovedgjærde et lidet gult bordskab. Ellers intet. Vinduet var anbragt højt oppe på væggen.
«Her kan De være alene for Dem selv,» vedblev damen.
«Men det er jo som i et fangehul,» udbrød Else, da hun omsider fik mælet. «Ingen møbler eller nogen ting. Ikke en Gang en stol til at sidde paa.»
«Det behøves heller ikke,» svarte frk. Stenberg. «De kommer til at ligge.»
«Ligge!» Else var nær ved at le. «Skal man ligge, naar man ingen ting fejler?»
«Hvorfor er De så kommen her?» spurgte frk. Stenberg strengt.
«Ligge,» gjentog Else og lo nu virkelig. «Hvorlænge om jeg tør spørge? En hel dag kanske?»
«Det kommer an på. Hvis De er meget rolig, slipper De måske med en uge.»
