hvem det var, han minded om, så havde hun da ikke også det at gruble over.
Knut kom tilbage og så gik Else ind til Hieronimus. Han sad sidelæns ved et skrivebord, tilbagelænet i stolen med det ene bén kastet over det andet, og holdt mellem hænderne en liden gjenstand, som han vendte og drejed. Med en svag hodebevægelse tilkjendegav han Else, at hun skulde ta plads på en stol ved hjørnet af skrivebordet.
«De har det nok ikke rigtig godt,» begyndte Hieronimus med en spids, bleg stemme og betragted hende ufravendt.
«Nej,» fik Else med møje frem.
«De er plaget af søvnløshed,» fortsatte professoren og gjorde et lidet ophold – «Deres sind er meget nedtrykt» – atter ophold – «Deres mand fortæller mig – nå, ja, kort sagt, De har det ikke godt. Vel?»
Else vilde svare, men kunde ikke for gråd. Hun bøjed ansigtet ned over muffen, som hun pressed for øjnene.
«Deres huslæge mener, at De burde være her lidt på hospitalet. Det har De vel ikke noget imod?» Den sidste sætning kom fort, og idetsamme retted han sig i stolen.
Else rysted hodet.
