traf han dog altid midt i spyttebakken, som stod mindst en alen borte fra ham.
Døren fra gangen gik op, og en lang mand med hjemmegjort værkensfrakke, smalt tætklippet hode og uldskjerf om halsen trådte ind. Else fik hjærtebanken og så spørgende på Knut, men forstod straks, at det ikke var Hieronimus. Manden blev et øjeblik stående og så sig om, så gik han på tæerne langsomt hen i værelsets fjerneste hjørne og satte sig med ryggen tæt op mod krogen.
Der gik endnu nogle minutter. Håndtværkeren læste i bladet, bonden sukked og spytted, og manden i krogen sad stiv og stille som en støtte.
Da hørtes fra trappetrinene udenfor lette, løbende skridt, som fortsattes inde i gangen. Døren blev hurtig åbnet, og ind kom en vims og spinkel herreskikkelse med et koldt, blegt ansigt uden skjæg og glatkjæmmet hår. Han gik tværs over gulvet uden at se til højre eller venstre, og gjorde i forbifarten tegn til den ludende bonde, der havde rettet ryggen og nu stod op og fulgte den vimse herre ind i sideværelset.
«Nej, er det sådan, han sêr ud», hvisked Else. «Men jeg syntes ikke, hans klær var luvslidte».
