døren tilhøjre stod skrevet et bibelsprog, som Else omhyggelig studerte.
«Skal vi banke på?»
Knut banked på, og da ingen svarte, åbned han døren og lod Else gå foran sig ind.
Det var et aflangt skummelt rum, med bart gulv, gule bænker langs væggene og en stor spyttebakke fremme på gulvet. I værelset befandt sig to mandspersoner, en bonde, som sad foroverbøjet, med hænderne nede mellem knæerne og hodet dybt ludende, og en yngre fyr, der ligned en håndtværker eller skolelærer med et gulsmusket, sygeligt ansigt og en mængde uklippet, vissentørt hår.
Knut og Else satte sig på bænken ligeoverfor håndtværkeren, der syntes fordybet i en avis, som han holdt udfoldet mellem hænderne. Lidt efter gløtted han sky op fra bladet, og da han mødte Elses blik, der betragted ham, smilte han halvt forlegen, halvt hoverende, som vilde han sige: De forstår da vel, at det ikke er for min egen skyld, jeg sidder her.
Der var stille i værelset. De eneste lyde var de dybe sukke fra den ludende bonde, hvergang han spytted, hvad han tidt gjorde, og skjønt han hverken forandred stilling eller løfted hodet,
