for reservelægen, strømmed i det øjeblik friskt og fuldt igjennem hende. –
Bella Holm var bleven flyttet, og i hendes celle lå en gammel bondekone, der havde fåt sin hofte knust ved et hestespark. Hun jamred og klaged med en høj gneldrende fistelstemme, der hvert øjeblik brast, over dette helvedes fangehul, hun var kommen i, og forlangte at bli sendt hjem. Hun skulde koge mad til sin mand.
«Snak godt for mig hos professoren, De dame der!» råbte hun efter Else.
«Det er den rette, hun kommer til,» sa Else og næsten lo.
Den sidste morgen var kommen, og Else havde pakket sine sager sammen. Så skrev hun i rasende fart et brev til Hieronimus, hvori hun gav al sin foragt og uvilje luft, og punkt for punkt stilled op sine anklager. Tilsidst lovte hun, at professoren, såsnart hun kom ud fra «Sct. Jørgen», skulde bli draget til ansvar for sin færd mod hende og underskrev:
Deres oprigtige fiende
Else Kant.
