«Ja, fru Kant», sa frk. Stenberg med mild og kjærlig stemme. «Imorgen tidlig.»
Else kasted sig om hendes hals og gråd.
«Der kom bud for lidt siden om, at Deres sager skulde være parat. Der er også blevet sendt en pakke fra Deres hjem.»
«Deres hjem» – det stak Else i brystet. Hun havde jo ikke mere noget hjem.
«De skal ikke være ulykkelig, fru Kant,» trøsted frk. Stenberg. «På Sct. Jørgen blir De ikke længe. Tro De mig.»
«Nej», sa Else sløvt. «Så slipper jeg da for at se Hieronimus.»
Så kom komtessen og sad og gråd med hende. Hun var lige så håbløs som Else.
Timerne gik, og reservelægen kom om aftenen.
«Kan De se, at min mand dog ikke kom», sa Else.
«Ja, jeg forstår det ikke.»
«En ordholden herre, den professor Hieronimus.»
«Nu går vi stuegang sammen», sa reservelægen og stak sin arm ind under Elses, hvorpå de fulgtes ind i cellerne. Al den godhed og taknemmelighed, Else i begyndelsen havde følt
