– Endelig søndag morgen fik Knut Hieronimus' erklæring om, at nu kunde overflytningen til Sct. Jørgen foregå. Hans hustrus tilstand havde imidlertid forværret sig. Hun var meget syg, og den samtale, han havde lovet måtte ske inden flytningen, vilde han bestemt fraråde. Der vilde kun komme en oprivende scene ud deraf, som vilde skade hende.
For første gang var der for øvrigt noget både meddelsomt og venligt i professorens tone.
«De behøver ikke at indlægge deres hustru på første pleje på Sct. Jørgen,» sa han bl. a. «Det er kun rigfolk, der benytter den. Anden pleje dèr svarer til første pleje her.»
Knut takkede for underretningen. Han vidste ikke den gang, at den var urigtig.
XXXVI.
Uf, denne lange, lange, sørgelige søndag. Else lå på chaiselonguen mesteparten af dagen, rolig, håbløs, forstenet.
Så om eftermiddagen kom frk. Stenberg ind og satte sig hos hende, og gav sig til at klappe Else ustanselig på håret og nedover armen. Pludselig sa Else: «Skal jeg afsted nu?»
