«Du skal holde ud,» svarede Tvede alvorlig. «En afbrydelse af kuren nu kan kun gøre skade.»
«Men denne fortsatte sjælelige og legemlige lidelse –?»
«Ja, jeg forstår ikke, hvorfor Hieronimus beholder hende på sin afdeling. Det er åbenbart ikke stedet.»
«Eller han ikke manden. Jeg begynder at tro, at der har stået en kamp mellem ham og Else, og at Hieronimus i den er bleven den lille. Nu holder han hende tilbage for at knække hende.»
Tvede rystede tvilende på hodet. «Nu skriver vi begge til overlægen på Sct. Jørgen,» sa han, «dér må det gå bedre.»
– «Vil Du tale med Else? Jeg får jo ikke lov – det vilde vel heller ikke nytte noget nu.»
«Ja.»
– Samme dag blev Tvede syg. Han sendte Knut et par ord om, at det var ham umuligt at søge Else før om et par dage. Knut følte på sig hele udsættelsens jammer. Han skrev et brev til Else. I forblommede vendinger skulde det bringe trøst, i alt fald svar inden den af Else fastsatte frist. Men brevet blev til trods for Knuts indstændige anmodning foreløbig liggende i Hieronimus' lomme.
