Da han kom, gik Else frem og tilbage på den lille gang udenfor sit værelse. Hun hørte hans skridt, men vendte sig ikke om, før hun var ved enden af gangen.
«Godmorgen», sa Hieronimus.
«Godmorgen», mumled Else.
«Hvordan står det til?»
«Som det plejer», Else strøg forbi ham, og gik ind i sit værelse op til vinduet, hvor hun vendte ryggen til.
«Dr. Tvede var her jo igår», hørte hun professorens stemme ude på gangen.
«Ja», svartes der af frk. Stenberg.
«Gjorde hun en scene?»
«Nej. Nogen scene var der ikke. Jeg sad herude på gangen, og det gik ganske stille af. Men dr. Tvede var der kun et øjeblik, og da han gik, sa han, at fru Kant havde vært vred.»
«Notér, at fru Kant har vist vrede mod dr. Tvede», skratted Hieronimus. Formodentlig henvendt til kandidaten, tænkte Else. –
– «Det kunde De gjerne ha sparet mig for, frk. Stenberg,» sa Else, da stuegangen var overståt.
«Dr. Tvede bad mig om at sige det. Så er jeg nødt til at gjøre det.»
«Er det virkelig sandt. – Bad han Dem?»
