«Og jeg skal til «Sct. Jørgen,» spurgte Else blot.
«Ja, fru Kant.»
«Så har vi ikke mere at tale med hinanden om. De har nok godt røgtet det ærinde, jeg gav Dem til min mand.»
Dr. Tvede stod og stammed i det, og så alvorlig og bedrøvet ud. Hans besøg blev kun kort. Da han gik, rakte han hånden.
«Farvel», sa Else og rejste sig. «Det kan godt være, det er sidste gang, jeg taler med Dem, for når jeg kommer ud fra «Sct. Jørgen,» søger jeg ikke Dem.»
Så gik Tvede.
En timestid senere kom Hieronimus. Else spurgte igjen om hendes mand havde fåt underretning om, at han kunde besøge hende.
Og atter igjen lød det samme frydefulde «nej», og det samme: «Det haster ikke».
«Jeg skulde forresten gi Dem dette», Hieronimus la et brev på bordet foran Else. Det var fra Knut, og Else så straks, at det var flænget som det forrige brev.
«Jeg læser ikke et brev fra min mand, som De har åbnet», sa Else og rejste sig i hast.
«Det gjør mig ondt for Deres mand», svarte Hieronimus.
