Næste morgen ved stuegangen begyndte reservelægen igjen at snakke om, at nu kom hr. Kant. Professoren gik ikke fra sit ord.
«Jeg bryr mig ikke mere om at se min mand», sa Else heftigt. «Aldrig mere i dette liv!»
«Fy, fy», sa reservelægen.
«Her har han ladt mig være, ikke en eneste gang sét til mig – Det er ikke hans fortjeneste, at jeg ikke har mistet forstanden.»
«Vær nu fornuftig, fru Kant», reservelægen tog Elses hånd og så fast på hende. «De véd jo ikke, hvilket pres Deres mand har vært under».
«Men hvorfra har han fåt denne pludselige autoritetstro? Og det på sådan en vildfarende herre som Hieronimus?»
«Man må jo tro på lægerne, ikke sandt, fru Kant? Dannede mennesker er opdraget til det.»
«Og så udsætter man sine nærmeste for at gå tilgrunde af bare dannelse!» råbte Else forbitret,
– Om eftermiddagen ved femtiden stod med ét dr. Tvede foran Else. Hun sad ved vinduet og hækled.
Else tog imod ham med iskold ro. Han skulde hilse så meget fra hendes mand.
