Else kunde om eftermiddagen ikke sidde stille et øjeblik. En nagende uro kribled om i hendes legeme, og spændingen knuged hende pinende for brystet.
Dagen gik, og Knut kom ikke. Først klokken 6 opgav Else håbet.
XXXIV.
Og så var al spænding og al uro borte. Istedetfor trådte en iskold forhærdelse, som gav hende fred. Det var altså alligevel sandt, at Knut ikke havde villet se hende. Når han ikke var kommen etter det brev, hun havde sendt, så – – Hun forstod ikke et muk af det hele – men det fik være det samme.
Da Hieronimus kom ved aftenstuegangen, spurgte Else, om hendes mand nu havde fåt at vide, at han kunde besøge hende.
«Nej», sa Hieronimus i frydefuld tone. «Det haster ikke».
«Nu kan det forresten også være det samme», svarte Else. «Jeg har ikke længer lyst til at se min mand».
«Den lyst kommer nok igjen», Hieronimus vimsed ud.
