fredag, og hun havde skrevet, at hun vented indtil fredag.
Men atter igjen gik det som igår. Hun blev stående til klokken var 12. Da vendte hun sig om fra vinduet og satte sig i stolen, syg og tilintetgjort.
«De har ikke vært på cellegangen idag», sa frk. Stenberg og trak Else op fra stolen med begge hænder. «Kom nu. Vi savner Dem derude».
Ja, Knut kunde jo endnu komme. Inden fredag aften senest, havde hun skrevet. Å Knut, Knut, – bare hun fik tale med ham, fik forklare ham, at det slet ikke var til et galehus, hun skulde. Han havde jo aldrig, aldrig nogensinde svigtet, når det gjaldt. – Hun fulgtes med frk. Stenberg ud på cellegangen og keg gjennem glasgluggen ind til frk. Foss.
Frk. Foss gik frem og tilbage på gulvet aldeles nøgen, foroverbøjet, hylende og stønnende og kaldende på Rasmussen og gud fader og alle de andre. På madratsen lå nogle sønderrevne klædningsstykker.
Om natten havde hun slidt sig ud af bandagen. Så havde de git hende noget tøj på, som hun havde revet istykker og slængt fra sig, hørte Else siden.
