lagnerne fra hagen og ned til fødderne. Så blev hun rullet ind i uldtæpper, som gjordes fast med store sikkerhedsnåle. Sveden perled på begge sygeplejerskernes ansigter, og drev af frk. Foss. De gik fra hende og låsed celledøren.
Else blev stående ude på gangen og så ind gjennem glasgluggen i døren. Frk. Foss snakked og hylte som før, mens hele legemet af og til hopped op et kvarter fra madratsen. Tilsidst fik hun slidt sig ud fra madratsen og lå og hopped på det bare gulv.
– «Har Deres mand ikke vært her idag?» spurgte reservelægen ved aftenstuegangen.
«Det véd De da vist godt», svarte Else.
«De kan være overbevist om, at han kommer, når professoren har lovet det», nikked reservelægen.
«Han har jo også lovet, at barnet skulde komme,» sa Else, og «det er jo imod reglementet.» – Næste morgen var det atter strålende solskinsvejr, og Else stod atter ved vinduet og stirred, og atter nynned det inde i hende: «Så Du det land, hvor langs den sølvblå Djnepr».
«Idag kommer Deres mand sikkert», sa reservelægen.
«Ja sikkert,» tænkte Else. Idag var det jo
