øjeblik forsøgte hun at rive sig løs, men frk. Stenberg holdt om hende med et jerntag.
Hele dagen blev hun ved på samme måde. Såsnart frk. Stenberg kaldtes bort og slap hende, fôr hun op og ned i rasende fart. Morfinindsprøjtningerne, hun fik, bed ikke på hende.
Da Else om aftenen var kommen i seng, hørte hun det dumpe drøn af hendes larm, tiltrods for, at frk. Foss var indelukket i den øverste celle. Men Else faldt i søvn alligevel. Tanken på, at Knut nu havde fåt hendes brev, gav hende ro i sindet.
Den næste dag var torsdag. Det var strålende klart vejr med morgensol på himlen udenfor. Else følte solens skin lige ind i hjærtet. Larmen og jammeren af frk. Foss derude fra, som uforandret var den samme, gik hendes sanser forbi. Idag kom Knut sikkert.
«Så Du det land, hvor langs den sølvblå Dnjepr
De rige kornaks guld for vinden strø?
Hvor vindens viften fra de vide stepper,
Er duft af tusenfryd og revet hø.
Derhen, derhen mit hjerte vil tilbage,
Hvor ungt og let det slog i fordums år,
At høre Gritskovs sang om svundne dage,
Og flette blomster i Marusjas hår.»
Dette vers havde hun læst på et stykke afrevet avispapir, som hun om morgenen havde
