«Uf nej,» sa Inger og holdt armen op foran ansigtet. «De er helt fæle at se på.»
Om eftermiddagen hørte Else en underlig dump åndeløs stønnen ude fra cellegangen, og derefter larmen af noget, som væltedes og knustes. Da hun kom derud, løb en ung kvinde på uldsokker, i sækkelærreds kjole med forneden sammensyede ærmer, i vild fart op og ned, ustanselig skrigende og snakkende. Oppe i krogen lå servanten væltet og vandtøjet knust på gulvet.
«Å gud fader», stønned hun, «å Rasmussen, å Jakobsen, å Jesus Kristus, mor, mor, tante, Rasmussen.» Hun var rødsprængt i ansigtet, og hendes forvildede øjne lyste hvide af rædsel.
«Der er gud fader!» skreg hun pludselig og kasted sig på knæ foran Else. «Å gud fader, å Rasmussen!» hun slog ansigtet mod gulvet og greb fat i kanten af Elses kjole.
Else veg ræd tilside.
«Kom så,» sa frk. Stenberg. Hun bukked sig og løfted op den hylende kvinde. Så satte hun sig på en stol og tog hende på skjødet.
«Hvem er det?» spurgte Else.
«En frk. Foss. 24 år.»
Frk. Foss hylte og råbte på Jesus og Rasmussen, Jakobsen og gud Fader, mor og tante. Hele cellegangen fyldte hun med sin larm. Hvert
