skjældte hende ud i Tvedes påhør, havde hun ingen forpligtelse til at holde sit ord. For sikkerheds skyld vilde hun ha et brev i beredskab, til Inger kom og be hende gi Knut det. Kanske vilde Hieronimus trække det ud med Knuts besøg. Det så jo ud, som han fandt glæde i at pine hende. Og Tvedes holdning havde ikke vakt noget håb hos hende. Han havde ligeoverfor Hieronimus sét altfor meget ud som en undergiven.
Ude på det gule bord i gangen fandt hun et stykke papir, og blæk og pen var blet stående hos hende siden forleden. Hun satte sig straks til at skrive, men hvergang hun hørte skridt, måtte hun skyndsomst skjule papiret under sit hækletøj. Så godt som det i en fart lod sig gjøre, skildred hun tilstanden, og brugte med vilje ikke stærke ord, for at Knut ikke skulde tro, at hun overdrev. Alligevel blev brevet et skrig om hjælp fra en sjæl i nød, en brændende bøn om at han straks måtte komme. At han ialtfald, hvis han fastholdt bestemmelsen om at sende hende til «Sct. Jørgen», hvad hun energisk protesterte mod, absolut måtte se hende først. Under mange afbrydelser havde hun fåt skrevet papiret fuldt. Så la hun det sammen og stak det ind på sit bryst.
