«Er det virkelig sandt?» Else pusted ud i usigelig lettelse. «De må ikke narre mig.»
«Jeg forsikrer Dem, fru Kant. Deres mand har vært fortvilet, fordi han ikke fik komme ind til Dem.»
«Å gudskelov, gudskelov», Else trykked Tvedes hænder, og gråd med ansigtet mod hans skulder. «De har tat en sten fra mit hjærte.»
Tvede blev ved med at forsikre om, hvor ude af det Knut havde vært, netop fordi han ikke fik se hende.
«Han lyver altså, Hieronimus,» sa så Else og tørred øjnene. «Javist lyver han, foruden alt det andet fæle han gjør! Det, han sa om mine spektakler, var det frækkeste opspind, som det faldt ham ind var hensigtsmæssigt at sige i øjeblikket.»
Tvede svarte ikke.
«Hvad sa Knut, da han havde læst mit brev?»
«Hvilket brev?»
«Det, jeg skrev til professoren, som han har lagt frem for Dem og for Knut»
«Vi har ikke sét noget brev, hverken jeg eller Deres mand.»
«Er De vis på det?»
«Ja, fru Kant.»
