hende: Han vil fremkalde et udbrud hos Dig, for at Tvede kan få se din sindssyge, og hun svarte rolig, om end med dirrende stemme: «Når jeg undtar den første aften, da jeg gråd og bad og var fortvivlet, fordi jeg ingenting forstod» – hun måtte stanse, ordene sad fast på hendes tunge.
«Nå ja, nu kan De jo tale med doktoren,» Hieronimus rejste sig, og forlod værelset på sin hurtigste, mest vimsende måde.
Tvede kom hen til Else og rakte hende begge sine hænder. «Jeg sér, hvor forpint De er», sa han.
«Er det virkelig sandt, at jeg skal til «Sct. Jørgen», spurgte Else, såsnart hun kunde få stemmen op.
«Ja. Der får De det så godt.»
«De og Knut er altså enig med Hieronimus. Har De da så'n tillid til ham? De så nu, hvordan han er.»
«Som læge har jeg tillid til ham. Som menneske kjender jeg ham ikke.»
«Hvorfor vil Knut ikke se mig?»
Tvedes små øjne blev lidt større. «Vil han ikke se Dem! Han har ikke fåt lov hos professoren.»
