var kommen ind i cellen. «Jeg vil ikke, jeg vil ikke!» hun rev sig løs, og tramped med fødderne. «Jeg blir gal af at ligge på den marterbænk!»
Uden at sige et eneste ord tog frk. Stenberg fast om hende, trykked hende ned på sengekanten, og knapped op hendes kjole.
Fru Syverts gråd og skjændte lidt, så blev hun stille, og hjalp med en stivt stirrende mine selv til med afklædningen.
«Hvorfor skal hun iseng igjen?» spurgte Else.
«Det er professorens ordre.»
«Hvorlænge skal jeg nu ligge her igjen», mumled fru Syverts, da hun var kommen tilsengs. Pludselig knytted hun hænderne og skreg: «Hvorfor kan I ikke lige godt straks forgive mig? Det er jo dog det, I vil», hun brød ud i hulken og vendte sig mod væggen.
«Hun havde skrevet et brev til sin mand, som professoren ikke syntes om. Det var så forstyrret.»
«Stakkels menneske», sa Else. «Nu havde hun det dog så godt».
I fru Fogs celle var den nye patient allerede installeret. Else gik ind og så på hende.
Det var et 40-årigt fruentimmer med et
