sa hun til Else. «Når man ser et kronestykke ligge og flyde, så tar man det dog ved gud op.»
«Hun er jo lige dårlig, som da hun kom,» bemærked Else til sygeplejersken.
«Ja, for hun har endnu ikke sovet. Det varer længe denne gang.»
– Om natten lå Else stille og urørlig time efter time og grubled og sørged over dette, at Knut ikke havde villet se hende. Hjærtet føltes som et eneste sår. Og Tage, søde, dejlige lille Tage – skulde også hans hjærte vendes fra hende?
Da hun om formiddagen kom ud på cellegangen, gik hun ind til fru Fog, der lå med lukkede øjne og armene stivt udstrakt ovenpå tæppet. «Det er da umuligt, at hun kan være i live», tænkte Else og bøjed sig ned for at lytte efter hendes åndedrag.
Så slog fru Fog øjnene op og så på Else med et stort skrigende blik. Else kjendte det risle koldt igjennem sig. Hvem skulde tænkt, at denne mumie kunde se sådan?
Fru Fogs læber bevægedes sagte, og blikket skreg og bad, hænderne løftedes og søgte famlende efter hinanden.
«Ja», sa Else og hvisked ind i hendes øre. «Vi skal bede sammen?»
