af anden måde at tilkjendegive sin velvilje på. «Så går jeg på hospitalerne».
«Å ja», sa Else, der ønsked, hun kunde vært sunken i jorden.
«Hvordan har De det forresten?»
«Å jo», Else syntes, stedet hun stod på var glødende.
«Nå ja, det kan vel gå over igjen. Adjø da fru Kant», han rakte hånden. «Det var morsomt at se Dem».
Morsomt at se Dem, Else kasted sig ned i den store stol og gråd.
«Nå, De har jo havt besøg i dag», sa reservelægen, da han kom om aftenen.
Else så på ham med et harmfuldt blik.
«Nå ja, det var gjort for at glæde Dem.»
«Glæde mig? Ja naturligvis! Her, hvor alt, hvad der sker, skyldes hensynet til, hvad der kan glæde mig! Min mand måtte jeg ikke se, det tålte jeg gudbevares ikke, men dette fremmede menneske, som jeg har truffet i selskabslivet, dengang mine vilkår var som andres!» Hendes ansigt skjalv af tilbagetrængt gråd.
«Ja, det var også forkert, fru Kant», sa reservelægen alvorlig, «men det var, som sagt, gjort i den bedste mening.»
«Den bedste mening!» Kunde hun med
